”Træk for helvede ind til højre! Fuck dig!”
Vi læser igen og igen om vanvittig kørsel på danske landeveje, og vi oplever også, at tilsyneladende besindige bilister går amok i vejvrede, der sommetider ender i rå vold. Egoismen er blevet større, og selv om de fleste opfatter sig selv som dygtige bilister og hensynsfulde trafikanter, glemmes dyder som hensynsfuldhed og hjælpsomhed tit, når vi får et rat mellem hænderne og heftige hestekræfter under køleren.
Politifolkene Vlado Lentz og Christian Berthelsen (begge kendt fra tv) følger professionelt med i, hvad der sker derude på asfalten. De bevidner, hvordan den sunde fornuft alt for tit går fløjten bag rattet.
Der er i hvert fald flere og flere tilfælde, hvor vreden og aggressionerne løber af med os, og langfingeren og hornet kommer i brug. Andre gange har vi bare svært ved at udvise den venlighed og smidighed, der ville få alting til at glide lettere. Hvorfor sker det? Trafikforskere, psykologer og andre med særlig indsigt søger svarene.
Vi hører også om, hvordan det er i udlandet. Torsten Jansen var i en årrække som DR’s korrespondent bosiddende og bilist i USA. Forfatteren Leif Davidsen og journalist Matilde Kimer har begge boet i Sovjetunionen/Rusland i årevis. De fortæller om stilen på landevejene i de lande, de kender så godt.
Kirsten Stubbe-Teglbjærg, Preben Lund
Kriminalforlaget, 2020