Birgitte Vestberg har forsøgt at trænge ind til sandheden om mange forskellige slags mennesker. Spritbilister og selskabstømmere, skattesvindlere og miljøovertrædere, mordere drevet af jalousi eller pengebegær og krigsforbrydere med folkedrab på samvittigheden.
Som offentlig anklager skal statsadvokaterne forfølge forbrydelser og ofte består opgaven i at bevise, at en forklaring simpelthen er løgn fra ende til anden, udtænkt for at slippe for straf.
Det er i Birgitte Vestbergs øjne en anklageres håndværk, og det har hun altid haft et usentimentalt forhold til.
”Det er ikke min opgave at pege på formildende omstændigheder, det tager forsvareren sig af,” siger Birgitte Vestberg.
Portrætbogen om Birgitte Vestberg er en fascinerende beretning om en ekstraordinær juridisk karriere, og samtidig hører vi om en række af de mest opsigtsvækkende retssager i nyere dansk retshistorie.
Preben Lund
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 2012